ForsideOm kommunenOm hjemmesidenKontaktKalenderNyhedsbreveRSSSelvbetjeningFind på kortEnglish
BorgerErhvervJob og UddannelsePolitikPresseTilflytterOplev Vejle
Print Læs op Tekst formindsk Tekst forstør A-ÅSitemap Søg

Skolegade 1
7100 Vejle
tlf. 7681 0000
post@vejle.dk

Vikingemarked 3.-4. juli 2010

Jelling vikingemarked 2009
Foto: Nils Rosenvold
Vikingerne vinder slaget om Højene!
På tværs af Helhedsplan, overdækning af sten og diverse demokratiske processer, kræver det gamle danske folk sin ret og vilje: Det er tid til årets Vikingemarked ved Højene i Jelling!
En kæmpe flok glade, gæve vikinger fra hele landet kommer til byen lørdag d. 3. juli og søndag d. 4. juli, hvor de befolker markedet mellem Højene og Kongernes Jelling, med livlige indslag, krigerskole, levende værksteder, vikingemad og lokal øl.

Markedet er åbent begge dage fra kl. 10-16.00 og det koster kun 20 kr. for voksne og 10 kr. for børn at komme ind og opleve, se, lytte, røre, smage, slås, dufte, spørge og mærke historiens sus i den gamle Kongeby… Det er planen, at dele af Gormsgade bliver lukket lørdag fra kl. 10.00-14.00, så de besøgende kan færdes frit og sikkert i midtbyen.

Autentisk formidling
Vikingemarkedet ved Højene handler om en autentisk og levende formidling af historien. De deltagende vikinger er alle ildsjæle, der brænder for vikingetiden og for at udbrede viden om den spændende periode i Danmarkshistorien. For dem handler det ikke kun om årstal og faktuelle forhold, men også om at præsentere en livsstil, levevis og kultur – derfor kan man ved alle værksteder og telte stille spørgsmål og snakke med vikingerne!

Håndværk på de arbejdende værksteder
For de, der interesserer sig for håndværk, er der på årets Vikingemarked særligt meget at se og opleve!
Der broderes, smedes pilespidser, støbes i bronze, skæres i træ, garves skind og bages vikingebrød. Både buemageren og perlemageren arbejder koncentreret, mens der i nærheden indfarves garn med plantefarver og brikvævning og billedskæring finder sted. Smedens hammer høres sammen med grove vikingeudtryk, når han instruerer de børn, han tager i smedelære, så de kan lære det ædle håndværk.

Arkæologiske udgravninger
Museet Kongernes Jelling er åbent hele weekenden, og der er gratis adgang for alle. Her er der rundvisninger hver time og mulighed for at få indsigt i nyeste viden om Jelling Højene og de åbne udgravninger.
Imens kan børnene prøve, hvad det vil sige at være arkæolog for en dag, når Kongernes Jelling og Vejle Museum arrangerer børneudgravninger, hvor alle under 18 år kan være med. Arrangementerne starter hver time, fra kl. 10-15 lørdag og kl. 10-13 søndag.

Krigskunst & lækkerier
De mere vilde (børn) kan lære de stærke vikingers voldsomme krigskunst, når krigerskolen et par gange om dagen rekrutterer og underviser nye krigere. For de mere fin-motoriske våbenføre børn, er der bueskydning, med en ægte bue fra buemagerens hånd og spidse pile fra smedens esse.
De sultne kan mættes hos sildemanden eller brødboden og tørsten kan slukkes med lokal bryg. Mad og drikke handles i miljøet omkring det nye langhus og kan nydes ved det 21 meter lange langbord, hvor Dreki-vikinger også laver håndarbejde i løbet af lørdag.

Rideopvisning
De heste-interesserede kan et par gange om dagen opleve det kæmpestore rytteri lave en imponerende rideopvisning lige ved siden af markedet. Samarbejde mellem rytter og hest, koordination mellem rytterne og islænder-hestens gangarter præsenteres i en smuk kulisse og til stor begejstring for publikum.

Jelling Orm sejler og veterantoget kører…
Efter lørdagens ofte dramatiske vikinge-tinge, rider vikingerne til Fårup Sø, hvor det stolte vikingeskib Jelling Orm ligger fortøjret – skibet skal sejle og fragte de krigeriske vikinger til Engeland…
I løbet af weekenden kan publikum ligeledes få en gratis sejltur – der skiltes for dette ved markedet, men første tur er lørdag kl. 15.00.
Veterantoget kører fra Vejle-Jelling to gange i løbet af søndag, kl. 10.50 og kl. 13.50. Et par stærke vikingekvinder kører med og følger de interesserede op til markedet efter ankomst til Jelling station.

Hedninge i kirken – og kristne i langhuset
Søndag formiddag kl. 09.00 gennemføres en særlig og populær temagudstjeneste i Jelling Kirke, hvor emnet er ’fra hedenskab til kristendom’ – alle er velkomne, blot man husker at lægge våbnene i våbenhuset! Vikingerne kommer i vikingetøj til kirken og efter gudstjenesten bydes alle på kirkekaffe i langhuset.


Sponsorer & frivillige
Markedet løber rundt med støtte fra bl.a. Vejle Kommune, Jelling Musikfestival, Den Jyske Sparekasse, Conrad Cafe, Jelling El-forretning, SuperBrugsen, Handelsstandsforeningen, Borgerforeningen, Menighedsrådet og en stor flok seje, frivillige vikingehjælpere!
Jelling Turist- & Udviklingsråd arrangerer markedet i samarbejde med byens sponserende handlende, frivillige borgere og vikingehøvdingen Johannes.
Alle frivillige kan mødes med vikingerne fredag aften kl. 19.00 til fællesspisning og hygge i langhuset.

Hvis du gerne vil være med som sponsor eller hjælpe et par timer i løbet af weekenden, skal du skrive til kontakt@jtur.dk eller sende en sms til Christine på 2423 7224.

Mere info
Du kan læse mere om markedet og se billeder på www.jelling.dk og www.jellingportalen.dk.

Har du lyst til at deltage i det store arbejde med langhuset, sammen med langhuslauget, så kontakt vikingehøvding Johannes på aahave@tdcadsl.dk, eller send en sms på 24818170.



Billeder fra sidste år Vikingemarked
 

vikingemarked jelling 2009
vikingemarked jelling 2009
vikingemarked jelling 2009
 

vikingemarked jelling 2009
vikingemarked jelling 2009
vikingemarked jelling 2009
 

vikingemarked jelling 2009
vikingemarked jelling 2009

Se program for markedet

vikingemarked jelling 2009
 

Se billeder fra sidste års vikingemarked

vikingemarked jelling 2009
 

Hent plakat

vikingemarked, jelling 2010
Her kan du downloade plakat (pdf-fil)