Danmarks bedste vikingemarked 2.-3. juli!
Sæt kryds i kalenderen 2.-3. juli, for så er der igen vikingemarked ved Jellingmonumenterne.
Omgivelserne fås ikke mere autentiske, og engagerede vikinger sørger hvert år for at gøre markedet til det mest autentiske i Danmark.
Vikingemarkedet byder på en lang række arbejdende værksteder med plantefarvning, benarbejde, hugning af dejtrug, bødkerarbejde, sølvsmedie, træskæring, filtning, nålebinding, smykker fra vikingetiden, smedjer, bronzestøbning i primitiv ovn, plantefarvning, pileflet, glasperler, løbebinding med halm, vævning og meget mere. Der bliver masser af aktiviteter, som både små og store kan prøve, se på, lugte til og høre historier om.
Som en af de nye aktiviteter i år bliver der forskellige former for håndarbejder i Langhuset. Der kommer også musik på markedet.
Traditionen tro kan børnene prøve kræfter med krigerskolen og skyde med bue og pil, og der er flotte rideopvisninger på vikingeheste.
Der bydes også på svin stegt på spyd, brødbagning, suppesmagsprøver og andre vikingeretter.
Krigerskole og bueskydning m.v.: Lørdag kl. 11 og 13. Søndag kl. 13 og 15.
Rideopvisning på vikingeheste: Begge dage kl. 12 og 14.
Vikingeting lørdag kl. 15.30.
Arkæolog for en dag - for børn
Kom og vær arkæolog for en dag. Du får mulighed for selv at grave og finde potteskår og flint og få fortællingen om, hvad det er, arkæologer laver, og hvordan de finder tingene i jorden.
Du kan også opleve, hvordan arkæologerne finder ud af, hvilken slags planter og træer man kan finde rester af i en arkæologisk udgravning – og du kan studere tingene under et specielt mikroskop.
Både lørdag og søndag fra kl. 12-16.
Rundvisning i udgravningerne
Lørdag og søndag kl. 14 - kom og hør om de sidste udgravningsresultater fra årets udgravninger i Jelling.
Vi mødes ved smedejernslågen vest for kirken (over mod Kongernes Jelling).
Rundvisninger på Kongernes Jelling
Lørdag og søndag kl. 11, 12, 13, 14 og 15 er der rundvisninger på Kongernes Jelling.
Mødested: Forhallen i Kongernes Jelling.
Sejlads med Vikingeskibet Jelling Orm
Både lørdag og søndag kl. 15 inviterer Vikingeskibet Jelling Orm på sejlads på Fårup Sø. Der er plads til 24 deltagere pr. gang, og det koster 50 kr. pr. person inkl. sikkerhedsveste m.v.
Gudstjeneste i Jelling Kirke
Søndag morgen kl. 9 er der temagudstjeneste i Jelling Kirke: ”Fra hedenskab til kristendom”.
Gudstjenesten indledes ved Runestenene og slutter med kirkekaffe i Langhuset.
Entre:
Voksne 25 kr. Børn 10 kr.